Lort i lange baner giver liv
På Mols vil man gøre naturen vildere og derfor har man udskiftet mennesket som naturens forvalter med store dyr, der naturligt levede på vores breddegrader for flere tusind år siden. Vilde kvæg og vilde heste græsser året rundt og effekten heraf er, at de skider konstant og naturen bliver vildere
Af Sofie Dupont
Klokken er lidt i ti søndag formiddag. En flok forventningsfulde gæster står samlet uden for Pejsestuen på Molslaboratoriet. Mange er fornuftigt påklædt med huer og handsker, og de fleste har ladet valget falde på vandrestøvler i dagens skovalg.
Det brede spektrum bestående af unge studerende, en god håndfuld midaldrende kvinder og mænd og tre børnefamilier, er alle mødt op af samme grund. De skal høre biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen fortælle om det helt særlige naturforvaltningsprojekt, de på Molslaboratoriets naturarealer satte i værk for to år siden.
Det såkaldte rewilding-projekt, hvor de har sat vilde dyr ud i naturen, som skal være med til at gøre naturen vildere.
Effekterne skal efterses
De fremmødte lytter interesserede på den inspirerende og sprudlende naturformidler, der lægger ud med at byde dem velkommen og kort fortælle om projektet. Og så er det afsted ud i det bakkede landskab for at se effekterne. Alle går raskt afsted, flere med kamera eller kikkert rundt om halsen.
Allerede efter hundrede meter stopper Morten D.D. Hansen begejstret op og gæsterne stimler sig sammen i en halvmåne rundt om ham. De venter nysgerrigt på, hvad det er, de skal se. Børnene stiller sig forrest.
"Se her! Lort. Dyrene skider ustyrligt meget," halvråber han fuld af begejstring til sit publikum.
Han står foran en forholdsvis frisk omgang hestepærer, og som det mest naturlige i verden løfter han en "pærer" op og deler den i to. Med lort mellem hænderne begynder han at fortælle om de positive effekter ved så meget lort i landskabet.
Vigtigheden af lort
De vilde heste og kvæg går ude hele året rundt. Molslaboratoriet valgte fra projektets start at frasige sig alle støtteordninger, heriblandt vinterfodring. Dyrene bliver aldrig fodret, hvilket betyder, at de konstant skal finde føde, også om vinteren. Om sommeren gror vegetationen i stor stil, men om vinteren skal dyrene leve af det, der er akkumuleret om sommeren.
"Det vil sige, at der bliver spist helt op, og dermed kan vegetationen overhale dyrene om sommeren og nå at blomstre," siger Morten D.D. Hansen.
Når planterne i sommermånederne får lov at blomstre, giver det en større variation i plantesammensætningen og dermed øges biodiversiteten. Både hvad angår blomsterne, men også diversiteten af insekter.
Der er ikke et særligt stort indhold af proteiner i føden, og derfor skal de spise hele tiden. Dette medfører større produktion af lort. Dyrene når ikke at nedbryde al protein, hvilket betyder, at mange insekter kan finde føde og protein i kokasserne og hestepærerne.
"Lort er jo koncentreret mad for rigtig mange insekter og insektlarver. Og når de samles der, ja så gør fuglene også," siger naturvejlederen.
Mange af landets større insektædende fugle, der i øjeblikket er i tilbagegang, drager dermed stor fordel af, at der ligger så meget lort.
Kokasser og hestepærer er fødekilde for rigtig mange insekter. Og flere af insekterne kræver at der konstant ligger lort. Foto: Sofie Dupont
Synet af en enkelt vild hest
Turen går videre gennem det bølgende landskab. Humøret er højt, og snakken går blandt de godt halvtreds gæster. Et par unge, muligvis studerende, tester hinanden i navnene på forskellige træer og buske. Også de latinske betegnelser.
Ned gennem den urørte skov, der fører til Askelunden, lægger en opmærksom dreng mærke til en plante, der har slynget sig rundt om et egetræ. Moren forklarer drengen, hvordan gedeblad lever af at snylte på andre træer. En ung kvinde i gummisko udbryder nede fra bagtroppen: 'Kæft, hvor de skider'. Hun griner over til sin veninde, mens hun går i zikzak for at undgå kasserne.
Morten D.D. Hansen klapper i sine hænder.
"Nå, skal vi se, om vi kan få øje på nogle krikker?"
Ved udkanten af den urørte skov, åbner der sig en stor eng. I det fjerne får de øje på en enkelt hest, der er fuldt opmærksom på gæsternes tilstedeværelse.
"Se, hvor fin vinterpels den har fået," siger naturvejlederen.
Flere små hegn blev til et stort
Rewilding-projektet startede i efteråret 2016, hvor Den Danske Naturfond meddelte, at de manglede projekter at skyde deres penge i. Molslaboratoriet, som er en forskningsstation, der hører under Naturhistorisk Museum, ejer et naturområde i Mols Bjerge.
På daværende tidspunkt havde de en lang årrække bag sig, hvor de havde prøvet et utal af forskellige former for naturforvaltning. Det er set flere steder i Danmark, at man har lavet lignende projekter, med blandt andet udsætning af bisonokser. Men her har man ikke helt kunnet lade være med at tilskudsfodre om vinteren, fordi der hele tiden er en frygt for, at noget skal gå galt.
"Herude har vi så lagt Danmarks mest artsrige natur i puljen, og så ser vi, hvad der sker," siger Morten D.D. Hansen.
På naturarealerne har man fjernet alle de små indhegninger og lavet et stort hegn der indrammer et område på 120 hektar. Den Danske Naturfond sponsorerede hegnet og gav de vilde heste, og så var de ligesom i gang.
Der er sat GPS på nogle af de vilde heste og køer, for at holde øje med deres migreringsmønstre. Foto: Sofie Dupont
Dyrenes helbred i højsæde
Gæsterne er nået til Bøgeskrænten. Her kan det mærkes, hvorfor det hedder Mols Bjerge. Gennem mudder og løvfald, kæmper de sig op ad stigningen. På toppen mærker man varmen fra efterårssolen, der langt om længe titter frem. Endnu et stop. Denne gang fordi naturvejlederen har fået øje på flere heste. Det skaber begejstring, og mange knipser løs med deres kamera.
I løbet af næste måned vil Morten D.D. Hansen og de andre ansvarlige tjekke til dyrene for at konstatere, om de er for magre. Hvis nogle ser for lidt polstret ud, til at kunne klare vinteren, bliver de taget ud af bestanden.
"Kan man ikke klare mosten, så er det ud," siger Morten D.D. Hansen.
